Ugebladet Hjemmet tog med mig ud i mørket på Mandø – et af de mørkeste steder i Danmark. Artiklen står i nr. 8 fra den 16. februar 2026 under overskriften “Jeg mærker den vildeste ro i mørket”.
Journalist Anette Løkken Sørensen og bladets fotograf mødte mig først i Galleri Vadehavet i Ribe og tog derefter med ud ad Mandøvejen en januaraften, hvor chillfaktoren var minus ni grader. Vi gik ud i det mørke, som området omkring Mandø er certificeret Dark Sky Park for.
Artiklen kommer også ind på, hvordan kameraet og turene ud i naturen blev en del af vejen tilbage efter en periode med stress og depression. Det var derude, jeg fandt roen igen – og siden blev det til et galleri, udstillinger og ture, hvor jeg tager andre med ud.
Mine råd, hvis du selv vil ud i mørket
- Pandelampe med rødt lys – det bevarer øjets nattesyn og forstyrrer ikke mørket som hvidt lys.
- Ekstra lommelygte eller reservepandelygte. Batterier løber tør i kulde og fugt.
- Gummistøvler eller vandtæt fodtøj. Underlaget kan være vådt, mudret og ujævnt.
- Varm og vindtæt påklædning i lag på lag. Vinden ved Vadehavet gør natten kold.
- Tjek tidevandstabellen. Vandet kan komme hurtigt og uventet.
- Kend området fra dagslys. Det flade landskab kan virke ens i mørke.
- Mobiltelefon med fuldt batteri – kort, kommunikation og nødtelefon i ét.
- Fortæl nogen, hvor du går hen.
- Tag hensyn til natur og dyreliv, og undgå at forstyrre fugle og andre dyr.
Tak til Hjemmet for turen og for at give mørket plads i et blad, hvor det ellers sjældent fylder.







